Det bliver mere end almindeligt svært at vende udviklingen i Udkantsdanmark, med mindre man er klar til at hive stavnsbåndet op af den historiske kiste.
Sådan lyder vurderingen fra Henrik Halkier, professor i regionaludvikling ved Aalborg Universitet, til Venstres udspil 'Danmark i bedre balance.'
- Det eneste effektive middel, jeg kan komme i tanke om er, at man genindfører stavnsbåndet. Og det er jeg ret sikker på, at der ikke vil være opbakning til hverken politisk eller i befolkningen, siger Henrik Halkier.
Venstre vil konkret forkæle 16 udvalgte kommuner, så de blandt andet bedre kan tiltrække højtuddannet arbejdskraft. Men i stedet burde man acceptere, at flere landsbyer ender som sovebyer for pendlere, mener Henrik Halkier.
- Folk er i dag meget mobile, og jeg har svært ved at se, hvordan man kan gøre andet uden at tage de helt dramatiske virkemidler i kraft. Politikerne skal også se realistisk på, hvad der kan lade sig gøre, og ikke lade sig styre af kassetænkning eller nationalromantik, siger Henrik Halkier.
Han understreger, at han sagtens kan se, at det er problematisk for yderområdernes borgmestre, når butikker og skoler lukker og virksomheder flytter.
- Men det er langt fra sikkert, at en masse penge og en omfattende politisk indsats skaber nyt liv i landsbyerne, siger Henrik Halkier.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker