Regeringens plan for at indføre kørselsafgift med kilometerafgifter til bilisterne får ingen effekt på miljøet.
Det skyldes, at regeringen samtidig vil nedsætte registreringsafgiften, skriver fagbladet Ingeniøren.
Det er endda sandsynligt, at klimaforureningen vil stige som følge af forslaget, viser en analyse, som DTU har foretaget for Transportministeriet.
- Reformens virkemidler er ikke tilstrækkeligt effektive til at begrænse udledningen af CO2, siger seniorforsker Mogens Fosgerau, DTU Transport.
Kombinationen af kilometerafgift og lavere registreringsafgift skal sikre, at ordningen er neutral, så staten ikke høster flere indtægter fra bilejerne.
Men ifølge forskeren vil de lavere bilpriser få folk til at købe større og mere energiforbrugende biler. Antallet af biler per husholdning vil stige med 19 procent. Dermed vil den samlede trafik, trods kørselsafgifter, stige.
- Det er sandsynligt, at reformen vil føre til en mindre stigning i CO2-udledningen, siger Mogens Fosgerau til Ingeniørens netavis.
På grund af usikkerhed om beregningerne tør han dog kun konkludere, at CO2-udledningen vil være stort set uændret. Han udelukker, at udledningen vil falde markant.
En ekspert i kørselsafgifter, Jens Peder Kristensen fra Key Research, mener, at politikerne er slået tilbage til start og må indrømme, at Danmark ikke er blot i nærheden af at have en effektiv plan mod udledningen af CO2 fra bilerne.
Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen tror ikke på, at bilparken vil vokse væsentligt, fordi bilpriserne falder.
- Danskerne har allerede i dag de biler, de har brug for. Og langt de fleste kunne ikke drømme om at købe flere, siger Pihl Lorentzen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker