Først julehandel og så følger nedlukning
Julehandelen i detailhandlen op til jul er, som her i Nykøbing, sikret. Men fra 25. december og foreløbig indtil 3. januar er alle butikker tvangslukket, og der bliver så godt som mennesketomt i landsdelens gågader. Foto: Flemming Keith Karlsen/Arkiv
Flemming Keith Karlsen/Arkiv
Taknemmelighed over at julehandlen sikres i den lokale detailhandel.
ERHVERV På grund af smittesituationen er alle storcentre lukket fra i dag, mens liberale erhverv som frisører, massører og tatovører lukker fra mandag.
Dertil vil al detailhandel med undtagelse af supermarkeder, fødevarebutikker og apoteker skulle lukke fra julenat - det vil sige natten til den 25. december.
Det var hovedessensen af meldingerne fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i statsministeriet onsdag aften.
I landsdelens to største handelsbyer, Nakskov og Nykøbing, er reaktionerne på tvangslukningen fra 25. december blandet med både tristesse og taknemmelighed.
- Jeg er dybt, dybt taknemmelig for, at vi når at få julehandlen med. Jeg havde ærligt talt frygtet det, der var værre, lyder det fra erhvervs- og Citychef, André Andersen, Vores Nykøbing med henvisning til at storcentre allerede i dag er lukkede.
- Vi har ikke storcentre på Lolland-Falster, så det er vi ikke ramt af. Men jeg føler virkelig med de forretningsdrivende i landets storcentre, siger André Andersen.
Han peger dog på, at også tiden efter jul normalt er en travl tid i den lokale detailhandel.
- Mange butikker starter udsalg, og det er også i de dage, at mange bytter julegaver. Alt det bliver naturligvis udsat, siger han.
André Andersen oplyser, at han onsdag aften efter pressemødet fik travlt med at kommunikere med Vores Nykøbings medlemmer i først omgang omkring weekendens åbningstider i byen, hvor det var planlagt, at byens butikker skulle lukke klokken 16.
- Hovedparten af butikkerne i Nykøbing udvider åbningstiderne begge dage i den kommende weekend med to timer til klokken 18.
Det gøres blandt andet for at sikre, at vi kan sprede julegaveindkøbene ud over flere timer, og derved gøres det endnu mere sikkert at foretage juleindkøb, siger André Andersen.
Han bed også mærke i, at der på pressemødet onsdag ikke kom nogle opfordringer til at handle julegaver online, som det tidligere har været tilfældet, og som 35 handelsbyer landet over har kritiseret regeringen for.
- Jeg bed i den grad mærke i, at den opfordring udeblev. Det tyder på, at statsministeren har lyttet til kritikken, konstaterer han og tilføjer.
- Vi har iøvrigt oplevet en flot opbakning til den lokale handel. Det er vi meget taknemmelige for, siger André Andersen.
Notat skal igen hjælpe
Også hos eventmanager Katrine Hartmann, Nakskov, Handel & Erhverv, er den umiddelbare reaktion fyldt med taknemmelighed.
- Jeg er dybt taknemmelig over, at vi får lov at holde åbent indtil juleaften, og at man derved tager hensyn til de mindre forretningsdrivende. Jeg havde frygtet en tidligere nedlukning, som det sker med storcentrene. Men grundlæggende er det slet ikke sjovt, at detailhandlen derefter skal tvangslukkes, siger hun.
Katrine Hartmann oplyser, at detailhandlen i Nakskov mandag, tirsdag og onsdag i næste holder åbent indtil klokken 18, mens den vejledende åbningstid i weekenden (i skrivende stund torsdag formiddag red.) er fra klokken 10 til 15.
- Her i formiddag skal vi have koordineret en del ting i forhold til, hvordan vi bedst muligt håndterer de kommende dage, siger Katrine Hartmann.
Hun hæfter sig også ved, at tvangslukningen fra 25. december og foreløbig frem til 3. januar udløser hjælpepakker.
- Der bliver formentlig hjælpepakker i lighed med de pakker, vi kunne gøre brug af i foråret, siger hun.
Netop tilbage i foråret udarbejdede Katrine Hartmann i samarbejde med revisionsselskabet Aage Maagensen et notat til detailhandlen i hele landsdelen med gode råd til, hvordan man som virksomhedsejer kan forholde sig i denne meget usikre og uvisse coronakrise.
- Det vil vi gøre igen meget snart, så alle har et godt udgangspunkt for at kunne søge hjælpepakker og i det hele taget forholde sig til nedlukningen, siger hun.
Både André Andersen og Katrine Hartmann giver udtryk for forståelse for det skridt, der nu bliver taget.
- Vi bliver nødt til at få bremset for smittespredningen, som Katrine Hartman udtrykker det.
Seneste artikler
Politiker kræver svar fra NFC: - Det lyder lidt mærkeligt
Hver tredje fik klip eller frakendelse
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Sejlere ærgrer sig: Broåbning udskudt
Det gamle Danmark vækker minder om deres egne lande
Mest læste artikler
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Værtshus inviterer til dildoparty
NFC i problemer: Skal redegøre for økonomisk rod
Spøgelsesbilist på motorvejen på Lolland
Slut efter 110 år: - Jeg har altid elsket det sted