Bedst som det ellers så ud til, at der var ved at være lagt låg på sagen om de tre busfulde asylansøgere, der blev nægtet adgang til Føtex i Guldborgsundcentret i Sundby, blusser den nu op igen.
Ifølge TV2 Øst har en lokal borger, Henrik Schjelde fra Eskilstrup, meldt Føtex' varehuschef Peter Høgh til politiet for forskelsbehandling.
- Det er ikke rimeligt, at man afviser en gruppe mennesker, alene fordi de er flygtninge, siger Henrik Schjelde blandt andet om baggrunden for politianmeldelsen.
Den omtalte sag begyndte fredag den 3. december, da tre busser fra Kruses Busser i Nakskov fyldt med asylansøgere fra Røde Kors' asylcentre i Søllested og Rødbyhavn ankom til Føtex' parkeringsplads. Her blev de mødt af varehuschefen, som afviste at lade de mange buspassagerer få adgang til varehuset.
Føtex har siden beklaget afvisningen over for centerleder på de to asylcentre, Mariann Jørgensen, ligesom det også er kommet frem, at hele sagen formentlig bygger på en misforståelse, da de mange asylansøgere slet ikke skulle i Føtex, men derimod ville besøge andre forretninger i Guldborgsundcentret.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter over for TV2 Øst, at man har modtaget en anmeldelse og oplyser, at man nu vil efterforske sagen nærmere.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde