Meget er sket, siden Thomas Hermansen for tre år siden stod ved maskinen her. "Fra Fejø" har både haft op- og nedture, men 2022 tegner positivt. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
2021 bød på store udfordringer for den lille iværksættervirksomhed "Fra Fejø" på Knuthenlund.
Palle Nevad FrandsenPalleNevad Frandsen
OffentliggjortSidst opdateret
KNUTHENLUND For knap et år siden havde iværksætter Thomas Hermansen det store smil på, da Folketidende besøgte virksomheden "Fra Fejø" på Knuthenlund. Mens mange firmaer havde vanskeligheder i 2020, var de største problemer for den lille ø-virksomhed at følge med efterspørgslen. Det skulle en ny tappelinje i begyndelsen af året hjælpe på, men sådan gik det ikke.
- Vi havde tre måneder, hvor vi havde store problemer med installationen af den nye tappelinje. Det ramte os hårdt og satte os tilbage. Den manglende omsætning og indtjening har vi slæbt efter os hele året, forklarer direktøren.
Målet om, at 2021 var året, hvor den lollandske fødevareproducent for første gang skulle have sorte tal på bunden af årsregnskabet, forsvandt i produktionsvanskelighederne. I stedet for bliver det et mindre minus, og det ærgrer selvfølgelig Thomas Hermansen.
Marmeladerne er blandt de mange produkter, som man i dag kan finde i butikker over hele landet, og som skal bredes mere ud i Norden. Foto: FocusnomoreFocusnomore
Stor lokal opbakning
Han glæder sig dog over, at der har været solid opbakning til den lille virksomhed i den svære periode - ikke bare fra firmaets oprindelige investorer, men også fra Nakskov Erhvervsfond og Vækstfonden. Det har ikke kun handlet om økonomisk opbakning, men også om den sparring, der er så vigtig for en lille virksomhed, som stadig er ved at finde sine ben at stå på.
Annonce
"Fra Fejø" begyndte med at producere babymos af lokale, økologiske råvarer og har siden udvidet med marmelader, sirup og sodavand. Nu er produktionsapparatet nogenlunde der, hvor det skal være, og i årets sidste måneder er der kørt med overskud.
- I det kommende år er målet, at vi skal vokse 100 procent, og nu har vi hele fundamentet til det, både med hensyn til produktionen og medarbejdere, forklarer Thomas Hermansen, der i dag har otte medarbejdere ansat.
- Drømmen har jo helt fra begyndelsen været at skabe en virksomhed, hvor der bliver tjent penge.
Det tog tid at få det nye tappeanlæg til at køre, som det skulle, men nu er der de fleste dage gang i produktionen i Knuthenlunds tidligere mejeri. Da Folketidende besøgte virksomheden, var der dog stille før julen og nytåret, men maskinen er godt kørende nu og har sikret overskud de seneste par måneder. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Frugt skal ikke smides ud
Bliver målet for 2022 nået, er der dog atter behov for at udvide i 2023, men samtidig er der også behov for mere frugt og grønt. Hos "Fra Fejø" vil man gerne hjælpe med at udnytte alle de økologiske råvarer, som dyrkes på øen i Smålandsfarvandet - og det mener Thomas Hermansen, at man har opnået i år.
- Vi skal ikke smide nogen økologiske råvarer ud. Det må simpelthen ikke ske, og mig bekendt er der ikke noget udsmid i år.
I fremtiden skal virksomheden blive endnu bedre til at udnytte de frugter, som den får ind, og det arbejder man hele tiden med. Thomas Hermansen forklarer, at der er Fejø-råvarer, som kan blive til rigtig mange produkter, fordi der ikke skal bruges særlig meget i hver produktserie, og hele tiden kan den proces finpudses.
Samtidig ser direktøren dog også en mulighed for, at det samarbejde, som foregår på Fejø, inspirerer andre frugtavlere til at satse på økologien.
Tror på mere økologi
- Når de ser, at der ikke er noget udsmid på hverken første eller anden klasse af de økologiske produkter, vil det inspirere dem til at lægge om til økologi. Derfor vil der også blive en større og større mængde økologisk frugt tilgængelig, hvilket vi kan udnytte, når vi skal vokse.
Annonce
Produkterne fra den lille lokale virksomhed er at finde hos over 800 forhandlere over hele landet, ligesom produkterne lige så stille er at finde flere steder i de nordiske nabolande. Egentlig er Kina det helt store mål, men på grund af pandemien er det ikke nemt at positionere sig i landet.
For frugtavlerne betyder den lille virksomhed på Knuthenlund, at man i 2021 kunne bruge 150 tons grim frugt, som ellers kunne ende som rent spild. Det er altså en virksomhed, der gør en tydelig forskel - og som ønsker at blive ved med det.