Frank Jensen vil slås for Kastrup Lufthavn

Et salg af SAS kan kun ske, hvis det sikres, at København fortsat er hovedlufthavn. Det slår overborgmester Frank Jensen (S) fast efter, at SAS' bestyrelsesformand Fritz Schur nu åbner for et hurtigt salg af selskabet, der i dag primært ejes af regeringerne i Danmark, Sverige og Norge.

Ifølge bestyrelsesformanden er et salg eller en fusion af SAS med et andet selskab realistisk inden for ét til tre-fire år. Han erkender samtidig over for Politiken, at det ikke er nogen selvfølge, at Kastrup kan bevare sin nuværende rolle som centralt knudepunkt for flytrafikken. Og det kan får store konsekvenser for den danske hovedstad. Schur peger på, at København næppe havde lagt hus til såvel klimatopmødet som mødet i Den Internationale Olympiske Komité uden SAS.

- I mine øjne skal et eventuelt salg af SAS derfor også kun ske, hvis man samtidigt sikrer, at København forbliver hovedlufthavn for et nyt selskab. På den måde er jeg enig med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i, at der skal være den bedst mulige flybetjening til og fra Danmark, siger overborgmester Frank Jensen til Ritzau.

Han advarer mod at undervurdere betydningen af København Lufthavn i Kastrup, som den centrale lufthavn i Skandinavien.

- Det gælder både for København som en levende og dynamisk by og for vores erhvervsliv. Derfor er det selvsagt også vigtigt, at der er et ruteselskab, som flyver til og fra København, siger Frank Jensen.

Debatten om et snarligt SAS-salg kommer netop, som regeringen er klar til at pumpe 525 millioner kroner mere i SAS for at holde det hårdt trængte selskab flyvende. Samtidig viser en Megafonmåling fra Politiken og TV2, at et flertal af danskerne siger nej til at pumpe flere penge i SAS. Et flertal mener desuden, at det ikke længere er vigtigt, at den danske stat er medarbejder af SAS.

/ritzau/

Overborgmester Frank Jensen (S) er klar til at kæmpe for, at København fortsat skal være hovedlufthavn, selvom SAS sælges eller fusioneres i løbet af få år.

Offentliggjort Sidst opdateret