Frisørbranchen sjusker med kassen

En ud af fem kontrollerede frisører i Syddanmark har fået en bøde af Skat for ikke at have ordentligt styr på kasseapparatet. Det er resultatet af en fairplay-aktion, som Skat har gennemført i regionen.

Den store mængde sjuskesager kommer, selv om Skat på forhånd havde advaret om at man ville komme på besøg. Desuden har man sendt 1400 breve ud til frisører med vejledning om reglerne for kasseregnskab og registrering af ansatte.

- Vi er overraskede over, at så mange frisører ikke tager vores breve alvorligt, og at frisørerne tilsyneladende ikke lader sig skræmme af risikoen for en bøde på 5.000 kroner, siger tovholder på aktionen Finn Fournaise, Skat Syddanmark.

I alt aflagde Skat et besøg hos 340 frisører.

Sælgerne af kasseapparater får dog også en del af skylden, da der i flere tilfælde er solgt direkte ulovlige kasseapparater, som ikke opfylder lovgivningens krav.

Samtidig har mange frisører ikke fået instruktion om at deres elektroniske kasseapparat har en begrænset kapacitet, hvorfor de ældste data slettes løbende. Disse virksomheder har Skat instrueret i løbende at udskrive en såkaldt elektronisk "revisionsrulle".

Det er primært de små frisørsaloner med en eller få ansatte, der ikke har styr på kasseapparaterne, mens de store frisører med flere ansatte generelt har orden i sagerne. Derimod er der ikke forskel på, om det er en billig eller dyr frisørsalon.

Nogle frisører har dog taget Skats breve alvorligt og rettet op på tingene inden besøget. Således har cirka 30 procent af frisørerne købt nyt kasseapparat, tilrettet deres gamle eller rettet op på kasseregistreringen.

Aktionen fortsætter resten af året med fokus på de frisører, der endnu ikke har haft besøg.

/ritzau/

Hver femte af de frisører, som Skat besøgte i Syddanmark, fik efterfølgende bøde for sjusk med kasseapparatet.

Offentliggjort Sidst opdateret