Fritidsjobbet kan give alvorlige skader senere i livet. Især drenge løfter, skubber og trækker rundt på for tunge ting, når de er på job. Det får en medicinsk ekspert til at advare mod alvorlige skader senere i livet.
Professor Gisela Sjøgaard, Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, siger, at unge mennesker ikke er udvoksede, og dermed klarer de dårligere store belastninger.
- Når de unge er i voksealderen, kan der ske meget større skader på deres krop, end når man en udvokset. Det er der en betydelig fare for, hvis man gentagne gange løfter for meget på en forkert måde, siger hun til Ugebrevet A4.
Ugebrevet har fået lavet en undersøgelse af YouGov Zapera blandt 476 fritidsjobbere i alderen 13-17 år. Den viser, at hver fjerde dreng har løftet mere end grænsen på 12 kilo - det svarer til en ølkasse med tomme flasker.
Og en ud af ti har skubbet eller trukket mere end de tilladte 100 kilo - svarende til 10 indkøbsvogne. Samlet er mere end 20.000 drenge landet over i farezonen.
De unge har ikke lært, hvordan man løfter eller skubber rigtigt. En ud af fire i undersøgelsen har ikke fået at vide, hvordan man undgår skader.
Og selv om det er arbejdsgiveren, der skal lære de unge op, er fire ud af 10 fritidsjobbere i undersøgelsen blevet lært op af andre end chefen eller en voksen kollega, som reglerne siger.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet