Fritz Schur afviser massiv partistøtte gennem klub
Mangeårig formand for Venstres erhvervsklub afviser, at store donationer til partiet er gået gennem klubben.
Midt i den ophedede debat om partistøtteregler og skjulte bidrag afviser den tidligere formand for Venstres pengeindsamlingsforening, Den Liberale Erhvervsklub, erhvervsmanden Fritz Schur, at erhvervsfolk har undgået offentlighed om store donationer til Venstre via erhvervsklubben.
Det skriver Politiken.
- På trods af, at Socialdemokraterne altid har beskyldt erhvervsklubben for noget andet, har ingen kunnet dække sig bag ved erhvervsklubben. Ingen overhovedet, siger Fritz Schur til Politiken.
- Jeg har trods alt siddet fra 1998 til 2012 som formand for erhvervsklubben, og der er aldrig nogen, der har fået lov at give mere end 20.000 kroner, tilføjer han.
Ifølge partistøttereglerne skal et parti oplyse navnet på bidragydere, der donerer mere end 20.000 kroner til partiet om året.
Men en organisation, en privat virksomhed eller en privatperson kan principielt give langt større beløb til en erhvervsklub eller indsamlingsforening, der så samler donationerne til ét beløb. Kun foreningen vil ifølge reglerne skulle anføres i partiregnskabet.
Privatpersonen eller virksomheden slipper dermed for at blive sat i forbindelse med partiet, hvilket mange virksomheder helst er fri for.
Den socialdemokratiske partisekretær, Lars Midtiby, roser meldingen fra Fritz Schur.
- Det er rigtig godt. Det er præcis det, vi har efterspurgt i flere år. Det er godt, at de nu vil svare på det spørgsmål, siger Lars Midtiby til Politiken.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde