Frygten for en fyring er gået lidt ned

Danskerne er blevet en anelse mindre bange for at miste deres job, viser en ny undersøgelse, som selskabet Rambøll har foretaget for ASE, a-kassen for selvstændige.

Der er tale om en helt ny måling fra sidste uge, som dermed tager højde for valgresultatet.

Det er første gang i tre år, at tendensen går nedad. Siden januar 2009 har man nu lavet fem undersøgelser, og her har tendensen været en stigende frygt, især hos de offentligt ansatte.

Nedgangen sker da også primært for ansatte i den offentlige sektor. Her var 25 procent bange for at miste jobbet tilbage i februar, mens tallet nu er på 20 procent.

I den private sektor er andelen, der frygter at miste jobbet, nu på 23 procent mod 25 procent i den foregående undersøgelse.

- Ud over at det har positive konsekvenser for det enkelte menneske, er det også en økonomisk god nyhed. Frygten for at miste jobbet påvirker nemlig privatforbruget og dermed økonomien, siger ASEs direktør Jesper Bøge.

Han påpeger, at den nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt, ellers ikke er overvældende optimistisk i sin kommentar om økonomien.

- Alligevel kan alene det, at man får en ny regering, trække den rigtige vej for optimismen i befolkningen, vurderer Jesper Bøge.

De nye tal viser, at frygten for at miste jobbet generelt ligger på 22 procent, og det er også lavere end ved undersøgelsen for et år siden, hvor 23 procent svarede ja til dette.

Målingen er foretaget blandt 2000 personer.

/ritzau/

Danskerne frygt for at miste jobbet er gået en anelse tilbage i ny måling - for første gang i tre år.

Offentliggjort Sidst opdateret