Fyrede kan tvinges på arbejde

Du kan godt glemme alt om at slænge dig på sofaen hjemme i privaten, selvom du er blevet fyret - i hvert fald hvis du vil have løn i opsigelsesperioden. Det viser en ny dom fra Østre Landsret.

- De fleste vil have lyst til at stikke hovedet i busken og gå hjem, hvis de får en fyreseddel, men det er bare ikke lovligt, siger Julie Gerdes, leder af arbejds- og ansættelsesret i KPMG, som blandt andet rådgiver virksomheder om personalespørgsmål.

Dommen viser, at selvom det er hårdt og trist at blive fyret fra sit arbejde, så skal man møde på arbejde næste dag og passe sine opgaver i opsigelsesperioden. Det kan for nogle medarbejdere være hele seks måneder.

- Hvis man vil have løn under sin opsigelse kræver det, at man passer sit arbejde, hvis man ikke har en lovlig fraværsgrund som for eksempel sygdom, siger Julie Gerdes.

Sagen i landsretten drejede sig om en kvinde, som blev fyret fra sit job på en skole. Da medarbejderen modtog fyresedlen, fortalte hun både sin chef og flere medarbejdere, at hun aldrig ville komme tilbage igen.

Efter tre dage, hvor medarbejderen ikke havde givet lyd fra sig, blev hun bortvist uden løn af ledelsen. Sagen endte ved domstolene, og ledelsen fik medhold.

Hos KPMG får man mange henvendelser fra virksomheder, som skal igennem en fyringsrunde og har brug for vejledning om, hvad de må kræve af medarbejderne.

- Virksomhederne kan have store udfordringer i at motivere medarbejderne til at blive på arbejde, efter de er opsagt. Derfor er det utrolig vigtigt at gøre det på en ordentlig måde, siger Julie Gerdes.

Mens nogle virksomheder vælger at fritstille medarbejderne, så er andre altså i deres fulde ret til at kræve, at medarbejderne stiller som sædvanligt, indtil opsigelsen træder i kraft.

/ritzau/

Virksomheder kan fyre medarbejdere og samtidig forlange, at de møder på arbejde næste dag og i hele opsigelsesperioden, viser dom.

Offentliggjort Sidst opdateret