Fyringsrunde kommer ikke bag på SAS' kabinepersonale
Endnu ved SAS' kabinepersonale og piloterne ikke, hvor mange af dem der bliver omfattet af SAS' varslede afskedigelser. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Endnu ved hverken kabinepersonalet eller piloterne hos SAS, hvor hårdt de bliver ramt af afskedigelser.
Coronakrisen har i flere uger holdt stort set alle SAS' fly på jorden.
Derfor kommer det heller ikke som den største overraskelse, at selskabet nu er nødt til at foretage afskedigelser.
Sådan lyder det fra Christa Ceré, formand for Cabin Attendants Union (CAU), der repræsenterer kabinepersonalet hos SAS.
- Situationen taget i betragtning er det ikke helt uventet, med tanke på at alle vores fly står på jorden.
- På den måde kan jeg godt forstå, at man bliver nødt til det.
- Vi har selvfølgelig et håb om, at det bliver midlertidigt, da vi ønsker at komme tilbage på vingerne på fuld styrke så hurtigt som muligt, siger Christa Ceré.
Tirsdag morgen meddelte SAS, at op mod 5000 fuldtidsstillinger skal skæres fra på grund af coronakrisen. Af de 5000 stillinger skal 1700 findes i Danmark.
Hvor mange af stillingerne, der bliver fundet blandt kabinepersonalet, ved CAU endnu ikke.
Heller ikke piloterne ved endnu, hvor hårdt de vil blive ramt. Det oplyser Henrik Thyregod, formand for Dansk Pilotforening.
- Det er der ikke sat tal på, og vi starter drøftelser med SAS, om hvordan situationen løses på kort og lang sigt, skriver han i en sms.
Ifølge SAS bliver der nu indledt en proces, hvor selskabet sammen med blandt andet fagforeningsrepræsentanter vil prøve at prøve at finde løsninger, som vil påvirke så få medarbejdere som muligt.
De seneste uger har langt størstedelen af SAS' ansatte været sendt hjem med løn, for at selskabet har kunnet få del i de politiske hjælpepakker. Men det har vist sig ikke at være nok til at undgå afskedigelser.
Christa Ceré fra CAU har endnu ikke kunnet nå at tale med kabinepersonalet om nyheden. Men hun er ikke i tvivl om, at den skaber stor utryghed blandt hendes medlemmer.
Hun fortæller derudover, at medlemmerne på det seneste ikke har fået super meget information fra SAS omkring hele situationen.
- Der har ikke været så meget information.
- Det er en utrolig usikker tid, og man venter lige så meget på udspil fra regeringen, og i det hele taget hvad der sker internationalt.
- Men der har ikke været så meget information og så meget at sige, siger Christa Ceré.
SAS har i alt 11.000 fuldtidsmedarbejdere i øjeblikket. Tælles deltidsansatte med, har selskabet samlet 13.000 medarbejdere.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker