Gamle færger bliver shinet op

Vanskelighederne tårner sig i sjælden grad op for rederiet Scandlines og de to nye færger til ruten Gedser-Rostock.

Status for milliard-investeringen er uvis,  efter at værftet, som skulle bygge de nye færger, P+S Werften i Stralsund, er erklæret insolvent. Det har Scandlines nu draget konsekvensen af. Rederiet planlægger ud fra, at færgerne “Kronprins Frederik” og “Prins Joachim” - kommer til at sejle på overfarten til Rostock måske i hele 2013 også.

De to gamle Storebælts-færger skulle have været udfaset fra Gedser-Rostock her i foråret og sommeren 2012.
 - Vi planlægger og budgetterer nu med, at de to færger måske skal sejle hele 2013. Og så kan vi selvfølgelig blive glædeligt overraskede, hvis det ikke bliver nødvendigt, siger Claus Nikolajsen, Fleet Manager i Scandlines.
- Teknisk og sikkerhedsmæssigt er de to færger helt klart i stand til at sejle videre på ruten også næste år. Men det er også indlysende, at vi rent kosmetisk skal have gjort noget ved færgerne - med maling med mere. Der har jo af gode grunde ikke været gjort så meget i den periode, da vi fortsat regnede med, at færgerne skulle udfases, tilføjer han.

De to færger skal til et planlagt eftersyn og i dok til januar.
 

Foto: Anders Knudsen

Det er uvist hvornår og om de nye superfærger M/S Berlin og M/S Copenhagen kommer til at sejle på Gedser Rostock overfarten. De gamle færger må derfor sejle videre.

Offentliggjort Sidst opdateret