Gammel Aldi-butik solgt: Her er den nye ejer

Den gamle Aldi i Maribo er blevet solgt. Butikken på billedet er af en tidligere Aldi i Nykøbing. Arkivfoto: Anders Knudsen

Bygningen, hvor Aldi i mange år holdt til i Maribo, er blevet solgt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Så blev den solgt.

Bygningen på Brovejen 30 i Maribo, der i årevis husede den tyske supermarkedskæde Aldi, er kommet på nye hænder.

Oprindeligt havde den norske butikskæde Rema 1000 købt bygningen, men den havde ikke i sinde at drive butik i bygningen.

- Butikken i Maribo åbner vi ikke. Så den forsøger vi nu enten at sælge eller udleje, fortalte Rema 1000's ejendomsdirektør Jan Poulsen til Folketidende i november.

Værktøjsforhandler ny ejer

Indehaver af SVS Værktøj, Jørn Larsen, bekræfter, at han har købt bygningen. Han forklarer, at han endnu ikke ved, hvad han skal bruge den til og ønsker ikke at fortælle mere på nuværende tidspunkt.

På virksomhedens hjemmeside står der, at den beskæftiger sig med engroshandel af værktøj, tilbehør, gas, tøj/sko, trykkeri og kemi til metal-, træ- og autobranchen.

SVS Værktøj har i forvejen en butik i Maribo på Victor Kolbyes Vej 17, mens man også har butikker i Rødbyhavn og Fårevejle på Nordvestsjælland.