Genmab køber biotekselskab i milliardhandel
Jan van de Winkel har været administrerende direktør for Genmab siden 2010 og er medstifter af selskabet. (Arkivfoto). Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Genmab ruster op med købet af amerikanske ProfoundBio. Prisen løber op i et tocifret milliardbeløb.
Genmab har investeret i fremtiden med købet af det amerikanske biotekselskab ProfoundBio.
Handlen, der løber op i en pris af 1,8 milliarder dollar (12,5 milliarder danske kroner), betyder at Genmab får rettighederne til tre lægemiddelkandidater til behandling af blandt andet kræft i æggestokkene.
Samtidig styrker selskabet sin forskningskapacitet inden for antistofbehandling.
ProfoundBio udvikler således lægemidler, der forbedrer virkningen af kemoterapi via et antistof.
- Det foreslåede opkøb af ProfoundBio ligger på linje med vores langsigtede strategi og vores ambitiøse 2030-vision om at gøre en forskel i patienters liv igennem innovative antistof-mediciner, lyder det fra Jan van de Winkel, der er administrerende direktør for Genmab.
Handlen forventes endeligt gennemført allerede i første halvår af 2024.
Den forventes ikke at påvirke Genmabs omsætning i indeværende regnskabsår, men driftsomkostningerne stiger en smule som følge af øgede udviklingsomkostninger til ProfoundBios lægemiddelkandidater.
Genmab-aktien toppede i december 2022 i kurs 3295, men kursen har været nedadgående siden da.
Det seneste år er kursen faldet med knap 20 procent. Aktien blev tirsdag ved lukketid handlet til kurs 2086.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde