Genmab stormer frem på børsen

Medicinalselskabet Genmab er ude i et gigantisk børshop fredag på en nyhed om, at virksomheden har indgået en ny aftale om et kræftmiddel.

Genmab-kursen er efter et par timers handel røget i vejret med næsten 55 procent til kurs 63.

- Aftalen er efter vores vurdering et af de sjældne tilfælde, hvor begge parter får en rigtig god aftale. Vi betegner aftalen som ekstremt positivt for Genmab, og vi ser aftalen som den helt rigtige løsning på Genmabs finansielle problemer, skriver Sydbanks analytiker Rune Majlund Dahl i en kommentar til aftalen.

Investorerne er åbenlyst enige. Den voldsomme stigning skal dog ses i lyset af, at medicinalselskabets aktie har været på kraftig nedtur det seneste års tid.

Seneste kom Genmab, som netop er røget ud af C20-indekset for de mest handlede aktier, i offentlighedens opmærksomhed, da selskabets bestyrelse skilte sig af med den mangeårige topchef Lisa Drakeman uden at fortælle omverdenen baggrunden for fyringen.

Den store stigning fredag betyder, at kursen nu er tilbage på det niveau, den havde for under to uger siden.

/ritzau/

Genmab er ude i et ekstremt kurshop på børsen. Aktien stiger mere end 50 procent efter aftale med samarbejdspartner.

Offentliggjort Sidst opdateret