Gigant kommer til Nykøbing: - Alle kan blive partnere

Wolt har været i Danmark siden 2017, og nu udvider de til områder, som er længere fra storbyerne end nogensinde. Foto: Wolt

Leveringsvirksomhed starter operation i Nykøbing til efteråret. Det betyder mad og varer bragt til døren - Men også mulighed for indtjening for lokale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den internationale kurér-virksomhed, Wolt, åbner operation på Lolland-Falster.

Det bekræfter virksomhedens kommunikationschef, Mikkel Tofte, til Folketidende.

- Nu har vi været ude i de største byer i en årrække, og så har vi udvidet en del. Det vil sige, vi er gået fra København til Storkøbenhavn til nordsjælland, og det er gået rigtigt godt, siger kommunikationschefen.

Wolt er mest kendt for sin levering af mad, men er også især de seneste år begyndt at lægge vægt på levering af dagligvarer og faktisk alle typer forbrugervarer - lige til dørtrinnet.

Nu er sigtekornet rettet mod - i første omgang - Nykøbing, som vil blive en af flere mellemstore byer, der er en del af Wolts strategi, der hedder, at de vil være i hele landet.

- Først og fremmest er det jo restauranter. Men sandsynligheden for at vi lancerer med et eller to supermarkeder er meget stor. Typisk vil vi også have bagere, butikker med i udvalget, siger Mikkel Tofte.

At virksomheden, der havde en bruttofortjeneste på 71 mio. kroner i 2021, starter operation op på Lolland-Falster betyder også noget andet. Nemlig arbejdspladser.

Omstridt sag om arbejdsskader

Wolt har tidligere været i centrum for et større medie- og retsspil, da deres kurér-partnere ikke har været arbejdsskadeforsikrede.

Det blev til en retssag om, hvorvidt virksomheden havde ansvaret for deres kurérers arbejdsskade. Wolt mente ikke, de havde, det mente fagforeningen 3F, at de havde. Fagforeningen vandt sagen i 2023.

- Vi er uenige i afgørelsen, vi anker den og vil tage et retsligt opgør for at finde ud af det. Årsagen til vi har den model, vi har nu, det er fordi, det er den, vores kurér-partnere ønsker. Man har muligheden som selvstændig for at tegne en arbejdsskadeforsikring, siger Mikkel Tofte.

Det er også en del af præmissen, at man på sin vis er sin egen chef, og dermed er det en anderledes aftale, Wolt har med sine "ansatte":

- Den aftale, der er nu, betyder, at man er selvstændig. Man arbejder når, og hvornår man vil. Man beslutter selv, om man vil arbejde i en dag eller et givent tidsrum. Derfor er man på den måde sin egen chef, og derfor står man også for sin egen forsikring, siger han.

Wolt tilbyder en grndlæggende forsikring, der også dækker i tilfælde af uheld. Dækningsstørrelsen er bare ikke så høj.

Hvis man vil dækkes med høje beløb, kan dette gøres ved siden af, siger Mikkel Tofte.

- Ser gerne pensionister

I København er Wolt blevet en massiv lønudbetaler for danskere såvel som udlændinge, yngre som ældre.

Hvem leder i mest efter som partnere? 

- Nogle af de særligt succesfulde historier, jeg har hørt, det er pensionisten og den tidligere professor. Det der med at have en ekstra indtjening ved siden af, der også giver aktivitet, som er forskellig fra det man ellers laver, det kan man sagtens forene. Jeg vil opfordre folk af alle aldre, pensionister eller ej, til at blive kurerpartnere, udtaler Mikkel Tofte med det forbehold, at man skal være fyldt 18.

Wolt forventer at være operationsdygtige i Nykøbing 18. oktober.