Prisen på guld er i løbet af de seneste dage faldet markant, og på trods af en stigning mandag er det ikke sikkert, at guldet - som typisk er investorernes sikre valg - er færdig med at falde.
- Der er ikke nogen, der siger, at det er slut med faldet i guldpriser, siger senioranalytiker Christin Tuxen fra Danske Bank.
Gældskrisen har betydet, at investorer har søgt mod guldet, fordi det traditionelt er en investering, der ikke er afhængig af usikre faktorer som for eksempel gældssætning på samme måde, som valuta er det.
Men i løbet af de seneste dage - og på trods af en stigning mandag - er guldpriserne faldet.
- Det er, fordi dollaren er blevet styrket over de sidste par uger. Og så har der været et fald i inflationsforventningerne på baggrund af, at det ser ud, som om vi kommer til at have meget lav vækst i de vestlige lande i en lang periode, siger Christin Tuxen.
- Inflationsfrygt er typisk noget, der støtter guldet, så når den ikke længere er til stede i samme grad, så er det med til at skabe frasalget, siger hun.
En medvirkende faktor er, at mange af de børser, hvor der handles guld - heriblandt Chicago - har indført højere marginer, så investorer skal stille med større sikkerhed. Det vil sige, de skal have flere penge op af lommen.
- Det kan i sig selv være med til at frembringe det her fald. Det har alt andet lige været med til at gøre guld mindre attraktivt, siger Christin Tuxen.
Investorerne søger sandsynligvis mod valutaer som dollar, skandinaviske kroner og yen, vurderer Tuxen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde