GN Store Nord glæder sig over oprejsning

Tirsdagens sejr ved den tyske højesteret vækker glæde i industrikoncernen GN Store Nord. Her ser man afgørelsen som en velfortjent oprejsning.

- Vi stod oprindelig som tabere i sagen, men får i dag den oprejsning, som vi som minimum i vores øjne burde og skulle have, siger Mikkel Danvold, leder af investor relations og kommunikation hos GN Store Nord.

- I forhold til afgørelsen fra de tyske konkurrencemyndigheder har vi hele tiden ment, at den var lodret forkert. Det har vi fået bekræftet i dag, og det er vi naturligvis meget tilfredse med, tilføjer Mikkel Danvold.

Den juridiske sejr kan nok få GN-folkene til at ranke ryggen. Men reelt erkender de, at de ikke har så meget at bruge afgørelsen til.

- Vi har ikke planer om at skulle til at indgå i en salgsproces igen. Men man kan ikke udelukke, at andre, der går med tanker om at konsolidere sig, kan bruge den, siger Mikkel Danvold.

De tyske konkurrencemyndigheder frygtede, at et opkøb af GN Resound fra schweiziske Sonova ville skabe for få, men meget stærke konkurrenter i Tyskland - et såkaldt oligopol.

Mikkel Danvold forklarer, at man især glæder sig på vegne af selskabets aktionærer, der har lidt et stort tab på den oprindelige afgørelse, som fik den store milliardhandel til at gå i vasken. Men også på vegne af medarbejderne, der har måttet gå meget igennem under og efter den kuldsejlede salgsproces, glæder man sig over at have haft ret til sidst.

Umiddelbart er der ikke udsigt til, at GN Store Nord kan hente nogle af de store tab hjem igen. Afgørelser fra nationale konkurrencemyndigheder kan man nemlig ikke imødegå med krav om erstatning, oplyser Mikkel Danvold.

/ritzau/

Den danske koncern GN Store Nord glæder sig over at have fået oprejsning i tysk domstol, men kan ikke bruge sejren til det store.

Offentliggjort Sidst opdateret