Grækenland udpeger mandag den statslige styrelse, som skal skaffe indtægter på milliarder af euro ved at sælge statslige aktiver, oplyser det græske finansministerium.
- Finansministeren offentliggør mandag bestyrelsen for privatiseringsstyrelsen, siger en embedsmand fra Finansministeriet, som ikke vil kommentere navne, der har været fremme i medierne.
EU-Kommissionen og Den Internationale Valutafond (IMF) har krævet, at den græske regering inden 2015 sælger aktiver for 50 milliarder euro (375 milliarder kroner). Udsalget skal slanke det velvoksne græske gældsbjerg.
Kravet er en betingelse for at få lånepakken fra EU og IMF, som sidste år sendte 110 milliarder euro (825 milliarder kroner) til Grækenland.
Fredag oplyste en bankkilde til nyhedsbureauet Reuters, at styrelsen får direktør Kostas Mitropoulos fra Eurobank, som er Grækenlands næststørste långiver, som chef.
Mandag oplyste aviserne Ta Nea og Imerisia, at juraprofessor Yannis Koukiadis, som er tidligere socialistisk parlamentariker, bliver bestyrelsesformand, mens Antonis Vartholomeos bliver bestyrelsesmedlem udpeget af det konservative oppositionsparti.
EU-Kommissionen har opfordret den græske regering til at fremskynde privatiseringen og lade en institution overvåge processen. Det samme skete, da østtyske virksomheder blev privatiseret efter Berlinmurens fald.
Grækenland har allerede solgt 10 procent af aktierne i det statslige teleselskab OTE Telecoms til det tyske selskab Deutsche Telekom. Regeringen vil også sælge andele af gasselskabet, den græske postbank, Athens vandselskab og Piræus' havn.

/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker