Groft sjuskeri med følsomt register

Sikkerheden er alt for dårlig i forbindelse med et register over slagtere, bagere og andre, der har fået bøder og andre straffe.

Politiet skal omgående nægtes adgang til registret, hvis ikke Erhvervs- og Selskabsstyrelsen retter op på forholdene, lyder det fra Datatilsynet.

Styrelsen får hård kritik af Datatilsynet for sløseri med sikkerheden ved det såkaldte overtrædelsesregister.

For fem år siden fik myndigheden en henstilling om bedre beskyttelse, men den er ikke blevet til noget.

I 2007 fik tilsynet en beroligende besked om, at forholdene ville blive forbedret. Men en inspektion i foråret afslørede, at det alligevel ikke var sket.

"Uacceptabelt" lyder det fra Datatilsynet, som nu stiller krav om en hurtig reaktion.

Politiets adgang til registret skal stoppes omgående, hvis ikke sikkerheden straks forbedres, hedder det i et brev til styrelsens direktør Ole Blöndal.

Sagen er så alvorlig, at Økonomi- og Erhvervsministeriet nu bliver bedt om at tage affære.

Inden fire uger skal ministeriet fortælle, hvad man vil gøre for at sikre, at persondataloven efterleves i forbindelse med registret.

Her står navne og personnumre på mennesker, der er idømt bøder for eksempel i sager om dårlige fødevarer.

Politifolk kan få adgang til de følsomme oplysninger via internettet. Det sker med et brugernavn og et password, selv om det bør ske f.eks. ved digital signatur.

Der er heller ingen kontrol med afviste adgangsforsøg, selv om det bør ske.

Og endelig bruges der ikke kryptering, når der sendes e-post med oplysninger om strafbare forhold og personnumre.

/ritzau/

Politiet skal nægtes adgang til register hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvis ikke sikkerheden bringes i orden, fastslår Datatilsynet i hård kritik.

Offentliggjort Sidst opdateret