Fra morgenstunden tegnede det lovende, men da Fondsbørsen i København lukkede ved aftenstid, kunne det konstateres, at hverken træerne eller aktierne vokser ind i himlen.
Det var således på en måde "business as usual", da aktierne i det toneangivende C20-indeks onsdag sluttede i 362,48 og med et fald på 2,3 procent.
Hermed lagde indekset sig i forlængelse af de 11 børsdage i træk med fald i aktierne, en kurve, der blev afbrudt tirsdag. Her sluttede de største danske aktier med et plus på 2,14 procent.
Onsdag startede aktierne ellers lovende, ikke mindst stimuleret af et fint regnskab fra Lundbeck.
Tendensen holdt sig de følgende timer, men herefter gik det igen den gale vej. Således endte dagen, som Ritzau Finans formulerer det, "med endnu en blodtud til de efterhånden sønderslåede investorer".
Det var især rygter om Frankrig og franske banker, der sparkede de europæiske aktiemarkeder og dermed også det danske i nedadgående retning.
Rygterne spekulerede i en nedgradering af Frankrigs kreditstatus, selv om ratingbureauet Finch bekræftede den maksimale karakter, AAA.
Desuden skulle en fransk bank angiveligt have problemer, ligesom der blev spekuleret i, at Société Générale solgte guld til under spotprisen.
- Det kunne i givet fald indikere, at storbanken har problemer, siger afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen til Ritzau Finans.
På børsen i København var der især store smæk til FLSmidth, der faldt 5,0 procent, NKT (5,1) og Mærsk (6,7).
I den modsatte ende af skalaen klarede Lundbeck og Chr. Hansen sig bedst med stigninger på 1,5 og 1,4 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker