Grøn genbrugeligt plast er fremtiden

Brødrene og ejerne af Melitek A/S og Zeaplast A/S Kim Laursen (til venstre) og Jesper Laursen. Foto: Anders Knudsen/Arkiv

Melitek A/S ser ind i en fremtid med fortsat brug af plast - det skal bare genbruges rigtigt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Melitek A/S i Nørre Alslev, der producerer miljørigtig og pvc-fri plastgranulat til kunder i den globale medicoindustri, tror på en fremtid for plast.

Sådan lyder budskabet fra ejerne og brødrene Kim og Jesper Laursen, der i høj grad ser muligheder i at vækste på markedet.

- Vi har for mange år siden besluttet, at Melitek skal befinde sig i den grønne del af plastverdenen, og det har gjort os til den niche-virksomhed, vi er i dag. Men det har også rustet os til den miljø- og klimadagsorden, der de seneste år er vokset meget frem især i Nordeuropa. Det er dog ikke en ny dagsorden for os, lyder det fra Kim Laursen, direktør i Melitek A/S.

Virksomheden blev grundlagt i Sverige af Kim Laursen og Jesper Laursens far i 1979 som handelsvirksomhed.

I 1999 startede virksomheden egen produktionslinje i Hellerup, og i 2003 rykkede Melitek A/S, der i dag ejes af de to brødre, produktionen til Hartvig Jensensvej i Nørre Alslev.

- I 2006 blev der i EU vedtaget en ny stram kemiregulering. Men hele medicinalindustrien blev på det tidspunkt undtaget, blandt andet fordi der i medico-industrien er store switching costs (omskiftningsomkostninger red.) også i forhold til godkendelse af nye produkter, fortæller Jesper Laursen og udddyber:

- Men på en række hospitaler i Stockholm havde man en anden tilgang, hvor man ville gøre op med PVC i hospitalsudstyr. En undersøgelse viste, selvom PVC kun udgjorde to procent af al ny plastfremstilling, så udgjorde det 65 procent af affaldet, hvor hospitalerne var en stor bidragsyder. Hospitalerne valgte at diktere, hvilke produkter, de ville benytte, og det betød, at lokale leverandører, der kunne levere PVC-frit plastgranulat - blandt anden Melitek - kunne indgå i et samarbejde, fortæller Jesper Laursen.

Et af kravene var blandt andet, at Melitek skulle levere og dokumentere en miljømæssig gevinst via en livscyklus-analyse.

- Det er nyt indenfor vores marked, men det har i mange år været en del af Meliteks forretningsgrundlag, fortæller Kim Laursen, der forudser, at genanvendeligt plast fortsat vil have stor værdi i hospitalsartikler.

- Det er udstyr, der hjælper syge, og i fremtiden bliver der større behov for brugervenlige home-care produkter blandt andet på grund af den demografiske udvikling. Det er netop det segment, vi opererer i, forklarer han.

Men plastikken skal innoveres, så det kan designes til genbrug.

- Plastik skal elimineres, hvor der ikke er brug for det. Et kendt eksempel er sugerør. Men generelt skal plast ses som en ressource, der kan genbruges, og det tillader teknologien i dag, forklarer Kim Laursen, der dog mener, at Danmark er bagud i forhold opsamling og sortering af plastikaffald.

Brødrene mener nemlig, at vi i Europa bør håndtere det plastikaffald, der genereres i Europa i stedet for at sende det til eksempelvis Asien.

- Der bør skabes lukkede cirkulære systemer, hvor plast kan bruges igen. Det afgørende er sorteringen, og på det punkt udfordrer vi også vores kunder. I genanvendelsen skal der være sporbarhed og en god kvalitet, lyder det fra Jesper Laursen, der peger på, at det på nuværende tidspunkt er en udfordring med logistikken i forhold til den korrekte sortering og ikke mindst størrelsen og antallet af anlæg i Europa, der skal håndtere og effektivt sortere den genanvendelige plast.

- Og hvis dette bliver tænkt rigtigt, så vil det også være lettere at producere. Det vil også betyde noget på bundlinjen, vurderer Kim Laursen.