60 milliarder kroner i faste garantier, ellers er det et nej til at bore efter olie ved de grønlandske kyster. Kravet kommer fra de grønlandske myndigheder, der i disse år bestormes af sultne olieselskaber. Det skriver Berlingske Business.
De grønlandske myndigheder vil ikke risikere at stå tilbage med olieselskaber, som efter en eventuel forurening ikke kan eller vil betale for oprydningen og erstatninger.
Kravene om øget sikkerhed og større miljøhensyn kommer i kølvandet på BP's katastrofale olieudslip i Den Mexicanske Golf, som truer med at påvirke nye havboringer verden over.
Årsagen er, at de forsikringer og garantier, som myndighederne kræver, gør det alt for dyrt at bore på dybt vand.
Men det gælder tilsyneladende ikke i Grønland, der netop har stillet verdens formentlig hidtil største garantikrav til de to olieselskaber, der har fået boretilladelser og licenser til både efterforskning og senere udvinding af olie.
Det børsnoterede britiske olieselskab Cairn Energy indleder om få dage sin første eftersøgningsboring. Det sker med det malaysiske Petronas som partner.
De to selskaber hæfter solidarisk for garantier på i alt 10 milliarder dollar (60 milliarder kroner) per boring. Det oplyser direktør Jørn Skov Nielsen fra Grønlands Selvstyres Råstofforvaltning i Nuuk til Berlingske Business.
Operationerne i Baffin Bugten mellem Canada og Nordvestgrønland sker med det svenskejede boreskib "Stena Forth" på 300-500 meter dybt vand.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker