Guldet lokker med rekordpriser

Guldprisen sætter i denne tid rekorder på grund af økonomisk usikkerhed og frygt for inflation.

Spørgsmålet er, om investorerne også fremover kan regne med at se investeringen i guld vokse.

Ifølge Casper Andersen, råstofanalytiker i Jyske Bank, kan man godt stadig sætte sine penge i guld, men de store stigninger ligger nok bag os.

- Guld vil kunne holde det historisk høje niveau og måske stige yderligere. Men vi har ikke forventning om, at det skal stige markant fra det nuværende niveau, siger Casper Andersen.

Det er blandt andet fortsat usikkerhed om gældsproblemer i Europa, der holder guldprisen oppe. Men også udsigten til en periode med lav vækst hjælper med.

- Det gør centralbankerne mere tilbageholdende med at hæve renterne. Da guld ikke giver nogen rente, går man ikke glip af så meget ved at have guld, forklarer Casper Andersen. Guldprisen bliver dermed typisk understøttet i tider med lav rente.

For den almindelige forbruger har det den kedelige bivirkning, at de fine smykker af guld bliver dyrere.

/ritzau/

Efter en del år som et overset aktiv er guld igen kommet på mode blandt investorer som forsikring i dårlige tider.

Offentliggjort Sidst opdateret