Halmbørs skal afhjælpe halmmangel
Foto: Claus Hansen
Claus Hansen
Den langvarige tørke har gjort halm til en mangelvare. Nu opfordrer Dansk Landbrug Sydhavsøerne lokale landmænd til at sælge halmen på en nyoprettet halmbørs
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Danmark har været ramt af en efterhånden langstrakt tørkeperiode. Det mærker man også ude omkring på markerne, hvor tørken har gjort halm til en mangelvare.
Problemet er nu så stort, at den landbrugspolitiske forening Dansk Landbrug Sydhavsøerne sammen med søsterforeningen Gefion har besluttet, at deres fælles landbrugsrådgivning VKST, med afdelinger i Sorø og Øster Toreby, skal oprette en online-halmbørs på deres hjemmeside www.vkst.dk, hvor de landmænd, der mangler halm, kan komme i kontakt med de, der godt kan undvære noget.
Halm bruges blandt andet som foder til kvægbesætninger og til at fyre med på varmeværker rundt om i landet. Men som situationen er nu, må landmændene stå sammen og tænke på deres egne og dyrenes behov først.
Derfor opfordrer Dansk Landbrug Sydhavsøerne landmændene til at presse det halm, de ellers normalt ville snitte.
- Halm bliver en knap ressource i år, og det giver kvægproducenterne problemer med at skaffe foder nok til deres dyr. På nogle økologiske kvægbedrifter er de allerede begyndt at slagte køer, fordi de ikke har foder nok til dem.
- Derfor er det nødvendigt, at de, der har halm til overs, hjælper. Mange af os ville normalt bare snitte vores halm, men vi er nødt til at hjælpe hinanden, lyder opfordringen fra Dansk Landbrug Sydhavsøernes formand, John Nielsen, som selv undlader at snitte halm i år.
Derfor har VKST som nævnt oprettet en database på deres hjemmeside, hvor både købere og sælgere af halm kan melde ind, hvad de har behov for eller kan tilbyde og derved hjælpe hinanden.
- Vi kan ikke se endnu, hvor stort behovet bliver, men vi gør det for at være på forkant med udviklingen, fortæller John Nielsen.
- Dyrene kommer i første række, så opfordringen til halmvarmeværkerne må være, at de prøver at supplere med alternative muligheder, fastslår John Nielsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde