Hardi varsler fyringer af 110 medarbejdere

Hardi International A/S i Nørre Alslev varsler nu fyring af 110 ufaglærte medarbejdere.

Beskeden kom ud til de i alt cirka 480 medarbejdere på fabrikken her til morgen, og nu går man i gang med forhandlingerne om, hvordan indskrænkningerne skal gennemføres. Der er altså ikke sat navne eller funktioner på, hvor fyringerne af de op mod 25 procent af medarbejderne skal ske.

- Det er selvfølgelig lidt af et chok. Vi må konstatere, at udviklingen er gået endog særdeles hurtigt - i den forkerte retning, konstaterer fabrikschef Preben Kristensen om baggrunden for den store fyringsrunde.

Man vil i den kommende tid forsøge at afbøde virkningerne og omfanget af de varslede fyringer gennem eksempevis uddannelse - herunder også den nye såkaldte "fritvalgs-uddannelse".

Markedsmæssigt skal årsagen til Hardis problemer findes primært i Østeuropa.
- Økonomierne her er nærmest gået i stå, og når kreditforsikringsselskaberne så også trækker sig, får det meget mærkbare konsekvenser. Vi står eksempelvis i den situation, at 80 store sprøjter, som er bestilt, ikke er blevet afhentet og heller ikke betalt. Samtidig er ordrer ud i fremtidenm blevet annulleret. Dermed bliver vi ramt dobbelt hårdt, konstaterer Preben Kristensen.

Folketidende.dk har en reporter og en fotograf på vej til Hardi. Mere følger senere.




Markedet i Østeuropa er gået helt i stå - bestilte sprøjter hverken hentet eller betalt.

Offentliggjort Sidst opdateret