Hennes & Mauritz med lille omsætningsfremgang
H. Foto: Isaac Lawrence/Ritzau Scanpix
Den svenske H&M-koncern øgede salget med én procent til 234,5 milliarder svenske kroner, viser regnskab.
Tøjkoncernen H&M har øget salget med én procent det seneste år, når man regner i lokale valutaer.
Det viser selskabets årsrapport, der er offentliggjort tirsdag.
Rapporten viser en omsætning på 234,5 milliarder svenske kroner.
I det seneste kvartal - der løb frem til 1. december - steg omsætningen med tre procent, blandt andet takket være et stærkt onlinesalg og et højere salg af kvindetøj til fuld pris.
Væksten var ekstraordinært høj i Sydeuropa med en stigning på 13 procent, mens der på det nordiske hjemmemarked var tale om et fald på tre procent.
I det øvrige Vesteuropa, der udgør en tredjedel af den samlede omsætning, steg salget med fire procent.
Bundlinjen efter skat blev øget med 33 procent sammenlignet med forrige regnskabsår og udgjorde 11,6 milliarder svenske kroner.
H&M-koncernen omfatter nu 4253 butikker over hele verden.
Hen over det seneste år er der åbnet 88 nye butikker, men lukning af flere eksisterende butikker betyder, at netværket i nettotal er skrumpet med 116 butikker det seneste år.
Butiksnetværket tæller foruden H&M-butikkerne også kæderne Cos, Weeekday, Cheap Monday, Monki, H&M Home og Arket.
I løbet af 2025 vil Monki-brandet dog udgå og i stedet integreres med Weekday.
H&M-ledelsen er forsigtigt optimistisk, når det gælder 2025.
- Mens udfordrende makroøkonomiske forhold og geopolitisk usikkerhed måske vil påvirke forbrugertilliden, ser vi positive tegn i form af lavere inflation og renter, hedder det i ledelsesberetningen.
De første tal for omsætningen siden 1. december viser da også en omsætningsfremgang på fire procent sammenlignet med samme regnskabsår.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned