Der er udbrudt en kold krig i Syd- og Sønderjylland.
Hjem-Is vil have nedlagt fogedforbud mod sin nye konkurrent Viking Is, som også sælger is fra biler på villavejene. Det oplyser DR Syd.
Ejerne af Viking Is, brødrene Per og Tom Roth, har tidligere været henholdsvis franchisetager og daglig leder af Hjem-Is i Sydjylland.
Og striden drejer sig om, at Hjem-Is beskylder brødrene for at have taget brancheerfaringen med over i Viking Is.
Tom Roth afviser. Han mener, at Hjem-Is frygter konkurrencen.
- Hjem-Is har haft monopol på det her område i 35 år, og det monopol vil de med vold og magt beholde.
- Vi mener, at vi kan levere et bedre produkt end Hjem-IS, og så vil vi lade det være op til forbrugerne at bestemme, om de vil handle det ene eller det andet sted, siger han til DR Syd.
Tom Roth oplyser, at han i sin tid skrev under på en konkurrenceklausul, der forbød ham at arbejde med is i et år, efter han stoppede i Hjem-Is.
Men at han blev fritstillet fra den klausul, da han indledte et samarbejde med et tysk firma - i en helt anden branche.
Tom Roth siger, at han kan dokumentere, at alt er i orden. Striden skulle have været for Retten i Sønderborg torsdag, men er blevet udsat. En ny dato er endnu ikke fastlagt.
Hjem-Is ønsker ifølge DR Syd ikke at kommentere historien.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker