Regeringen har postet milliarder af kroner ud i økonomiske hjælpepakker til især den finansielle sektor. Samtidig får den færre indtægter ind fra skatter og afgifter og flere udgifter som følge af, at tusindvis af danskere er arbejdsløse.
Underskuddet på de offentlige finanser vokser i 2010 til 94 milliarder kroner - svarende til 5,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP) - og regningen skal betales tilbage.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil straks i det nye år komme med en vurdering af, hvad det er for udfordringer, finanspolitikken står overfor.
- Fordi vi bruger så mange penge på at mildne krisen og den stigende ledighed, er der en regning, som skal betales tilbage. Vi kan ikke år ud og år ind bruge flere penge, end vi har. Regeringen vil i begyndelsen af det nye år fremlægge en vurdering af den samlede finanspolitiske udfordring, som vi står overfor, siger Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse.
Finansministeren vil dog ikke konkret komme med en færdig opskrift på, hvordan de finanspolitiske udfordringer skal løses.
Med et underskud på 5,5 procent af BNP opfylder Danmark ikke længere euro-kravet om, at underskuddet højst må være på tre procent af BNP.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde