Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sætter sin lid til, at regeringens genopretningspakke og sommerens kommuneaftale med skrappere styringsmekanismer vil sikre, at regeringen kan overholde sine egne mål om nulvækst i det offentlige forbrug.
- Vi overholder de planer, vi skal, siger han.
Forudsigelsen kommer uanset, at nye tal viser fortsat vækst i det offentlige forbrug. 0,8 procent steg det offentlige forbrug med i andet kvartal i år, og set over det seneste år er det blevet til en vækst på 2,8 procent.
På den baggrund kalder Danske Bank regeringens forventning om nulvækst i år for helt urealistisk. En kritik, som en række økonomer også var ude med i sidste uge, da regeringen fremlagde sin finanslov.
Claus Hjort Frederiksen er bekymret over tallene, men forventer opbremsning i kommunerne.
- Det er selvfølgelig bekymrende, at væksten er så stor, som den er. Men vi befinder os i en overgangsperiode, hvor vi skal over til at holde de offentlige udgifter i ro, siger han og fortsætter:
- Jeg mener at kunne spore, at kommunal- og regionspolitikerne er ved at vende den her skude. Og alle kan se, at der ikke kommer flere penge flyvende i de kommende år. Vi er i en overgangsfase, siger han.
Finansministeren har ikke nogen plan B i tasken, hvis tallene alligevel viser sig at løbe løbsk.
- Nu forudsætter jeg, at vi holder de offentlige udgifter i ro, siger han og bruger samtidig tallene til at afvise kritik af, at regeringen sparer for hårdt i den offentlige sektor.
Og så glæder finansministeren sig i øvrigt over, at dagens nationalregnskabstal fra Danmarks Statistik viser vækst i økonomien og stigende beskæftigelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned