Regeringen er stålsat på at holde nulvækst i de offentlige udgifter i årene 2011-2013 for at rette op på det 95 milliarder kroner store underskud på de offentlige finanser.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger, at det er den mest skånsomme vej.
- Danmark og den danske velfærd lever af, at private virksomheder producerer og sælger varer. Vi har alle et solidarisk og fælles ansvar for, at disse virksomheder får gang i hjulene igen. Det er dem, der tjener pengene til velfærden. Derfor er det et begrænset krav, vi har om at holde væksten i de offentlige udgifter i ro, siger Claus Hjort Frederiksen.
Finansministeren vil spille ud med forslag til sanktioner, når han i juni skal forhandle med kommuner og regioner om næste års økonomi.
- Det har jeg nogle overvejelser om i øjeblikket. Vi skal have styr på økonomien. Vi kan ikke bare have, at nogle kører derudad på de andres bekostning. Men det skal selvfølgelig aftales med parterne, siger Claus Hjort Frederiksen.
Underskuddet på 95 milliarder kroner i år svarer til 5,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP), eller næsten dobbelt så meget som euroreglerne tillader.
Derfor vil EU-Kommissionen komme med en henstilling til Danmark om at bringe underskuddet ned i pagt med euroreglerne over tre år.
Regeringen har regnet sig frem til, at det svarer til 24 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned