Fagforeningen HK/Kommunal anklager Gentofte Hospital for at trodse alle aftaler med fyringen af en tillidsrepræsentant. Fyringen ses som en trussel mod hele den danske model på arbejdsmarkedet. Hospitalsledelsen vil få kamp til stregen, lyder det.
- Kæden er hoppet helt af på Gentofte Hospital, og vi vil bruge alle til rådighed stående kanaler til at få omstødt fyringen, siger Winnie Axelsen, formand for HK/Kommunal i Hovedstaden.
Hospitalet har som led i besparelser afskediget HK-tillidsmanden på hospitalet. Winnie Axelsen anser fyringen som aldeles usaglig.
- Hvis denne handlemåde danner forbillede for andre offentlige arbejdsgivere, risikerer vi, at hele tillidsmandssystemet smelter ned. Det vil resultere i kaotiske tilstande, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere er sig selv nærmest. Konstante arbejdskampe vil blive normen, siger Winnie Axelsen.
Hun peger på, at det i næsten 100 år har været praksis, at tillidsrepræsentanten er den sidste, der bliver fyret, hvis arbejdsfunktionen bliver nedlagt.
- Men det er der overhovedet ikke tale om i Gentofte Hospitals tilfælde. Tillidsmandens funktion er langtfra nedlagt, og jeg vil give alt for at få fyringen omstødt, lover Winnie Axelsen.
På Gentofte Hospital siger vicedirektør Torben Laurén, at man er udmærket bekendt med reglerne omkring tillidsmænd.
- Vi er også kede af, at vi er kommet i denne situation. Men vi mener, at der har været tvingende grunde til at foretage afskedigelsen, siger Torben Laurén.
Han tilføjer, at der er forhandlinger i gang mellem parterne, herunder om muligheden for en genplacering af den pågældende i en anden jobfunktion.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker