Høj inflation skærer i onlinesupermarkeds omsætning
Onlinesupermarkedet Nemlig.com, der leverer måltidskasser, har indkasseret et underskud på 156 millioner kroner i seneste regnskabsår. (Arkivfoto). Foto: Nemlig.com/Ritzau Scanpix
Onlinesupermarkedet Nemlig.com har i sit seneste regnskabsår tabt 156 millioner kroner. Det skriver Børsen.
Under coronanedlukningerne blev det særdeles populært at bestille sine dagligvarer på nettet, men i år er det igen blevet hverdag for onlinesupermarkedet Nemlig.com.
Selskabets omsætning er siden sidste år faldet med 600 millioner kroner til 2,5 milliarder. Det viser regnskabet for det skæve regnskabsår 2021/22.
- Mens samfundet er vendt tilbage til normalen, er den ekstraordinære vækst også normaliseret, skriver Nemlig.com i en pressemeddelelse:
- Regnskabet er dertil negativt påvirket af den historisk hurtige stigning i inflationen, som på kort tid har udhulet forbrugernes købekraft markant og sendt forbrugertilliden ned til det laveste niveau i 40 år.
Underskuddet i Nemlig.coms seneste regnskabsår lyder på 156 millioner kroner, skriver Børsen.
Ifølge Stefan Plenge, der er administrerende direktør hos onlinesupermarkedet, er det dog forventeligt, at man igen indkasserer et underskud.
- Det her er en rejse, hvor vi kontinuerligt bliver ved med at lave investeringer. Der er dog ingen tvivl om, at vi har taget meget store kvantespring de sidste par år. Vi har en platform og forretning nu, som vi tror på kommer til at få mærkbar betydning for danskerne de kommende år, siger han til avisen.
Ifølge Børsen har Nemlig.com tabt i alt 549 millioner kroner siden etableringen i 2010.
En af årsagerne til årets underskud er, at man har investeret i et nyt, stort varehus i Aarhus.
- Efter at have arbejdet så længe med at skabe vores nye varehus i Aarhus var det en stor glæde endelig at kunne klippe den røde snor 1. oktober og erklære varehuset for åbent, siger direktøren i pressemeddelelsen:
- Vi har allerede skabt omkring 300 nye arbejdspladser, og mange flere er på vej de kommende år.
Varehuset gør, at Nemlig.com har udvidet sit leveringsområde til at dække 92 procent af alle danske husstande.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker