Det bliver dyrere for danske familier at tanke benzin eller fylde oliefyret op i 2011. Hvis prisen på olie og dollarkursen udvikler sig som ventet, kommer det til at koste en gennemsnitlig dansk husstand 1400 kroner mere i 2011.
Det viser beregninger foretaget af Nordea for Ritzau.
- Det er en pæn stigning. Og det kan sagtens være med til, at man ændrer adfærd og bruger lidt færre penge på opvarmning og fyrer lidt mere op i brændeovnen, siger Troels Theill Eriksen, seniorøkonom hos Nordea.
Udgifterne for de danske familier kan dog vise sig at blive endnu større, oplyser Nordea, som kun har set på prisudviklingen inden for brændstof og varme. I beregningerne er ikke taget højde for prisudviklingen inden for eksempelvis fødevarer.
- Vi ser nogle voldsomme stigninger på andre råvarer i øjeblikket. Og de er ikke regnet med i det her, siger seniorøkonomen om ekstraudgifter for forbrugerne.
Og de 1400 kroner mere kan sagtens stige, hvis prisen på olie og dollarkursen løber fra analytikernes forventninger. Så kommer danskerne til at smide endnu flere kroner i benzintanken eller i oliefyret det kommende år.
Udgifterne for danskerne til opvarmning og brændstof ser altså ud til at fortsætte ad samme vej som de senere år. Siden 2009 er udgiften til varme og benzin steget med knap 5000 kroner, hvilket svarer til et prishop på 13,6 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde