Højere chippriser løfter Samsungs overskud
Den sydkoreanske elektronikgigant Samsung øger sit kvartalsoverskud med over 70 procent, viser regnskab.
Samsung Electronics, der er verdens største producent af mobiltelefoner og hukommelseschip, forbedrede i andet kvartal sit overskud med over 70 procent i forhold til året før.
Fremgangen er især drevet af højere priser for hukommelseschip, som der siden coronapandemiens begyndelse har været en voksende efterspørgsel på.
Det oplyser den sydkoreanske teknologigigant torsdag.
Overskuddet for de tre måneder lyder på 9,6 billioner won. Det svarer til næsten 53 milliarder kroner. Driftsoverskuddet viser desuden en forbedring på 54 procent til 12,6 billioner won.
Samsung tilskriver væksten gunstige markedsvilkår for hukommelseschip. Det gælder både leverancer og købernes accept af prisstigninger. Og den tendens ventes at fortsætte.
- I andet halvår ventes fordelagtige markedsforhold for komponenter. Efterspørgslen for hukommelseschip vil sandsynligvis stige som følge af lanceringer af nye mobiltelefoner, lyder det fra Samsung.
Selskabet advarer dog om, at en fortsat global underforsyning af ikke-hukommelseschip udgør en risiko for den forventede udvikling resten af året.
I det seneste regnskabskvartal var forsyningsproblemet med til at trække Samsungs indtjening på forretningsområdet for mobiltelefoner ned.
Coronakrisen har skabt mange problemer for den globale økonomi med nedlukninger og rejseforbud i adskillige lande.
Men pandemien, som har kostet over fire millioner mennesker livet, har indirekte også styrket mange teknologiselskaber som Samsung.
Hjemmearbejde har øget efterspørgslen på computere og andre elektroniske apparater, som anvender Samsungs hukommelseschip i indmaden.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker