Højere kørselsfradrag måske på vej

Der kan være flere penge på vej til landsdelens pendlere.Skatterådet har i hvert fald bedt embedsmænd om at regne på, om taksterne for kørselsfradraget skal ændres, skriver Sjællandske.

Det er de høje brændstofpriser, der er årsag til, at pendlerne muligvis kan se frem til en hjælpende hånd i form af et højere skattefradrag for transporten mellem hjem og arbejde.

- Jeg kan ikke love, at der bliver ændret på satserne. Der skal noget til, men det er ikke umuligt. Holder priserne sig oppe et stykke tid, kan vi godt komme over tærsklen for, hvornår vi skal ændre kilometer-satserne, siger Hanne Søgaard Hansen, der er formand i Skatterådets formand, til Sjællandske.

Ifølge Hanne Søgaard Hansen er argumentet for det højere fradrag, at de nuværende takster bygger på en benzinpris på 11,30 kroner.

Foto: Arkivfoto

Pendlerne kan på grund af de høje brændstofpriser måske se frem til et højere kørselsfradrag.

Offentliggjort Sidst opdateret