Højtuddannede er vejen til vækst

Adgang til højtuddannet arbejdskraft er afgørende for virksomhedernes vækst. Det viser en undersøgelse, som DI har foretaget blandt en lang række virksomheder.

Ifølge organisationen peger resultaterne af undersøgelsen frem mod de beslutninger, som fredagens Vækstforum bør overveje.

Det er især medarbejdere med lange videregående uddannelser, der efterspørges - og her særligt folk med tekniske uddannelser som blandt andet ingeniør.

I DI er man bekymret for prognoser, der viser, at der netop bliver mangel på denne type personer i de kommende år.

- Det kan blive ekstremt dyrt for væksten, hvis der bliver mangel på højtuddannede med tekniske kompetencer, siger Sarah Gade Hansen, uddannelseskonsulent i DI.

Hun mener, at Vækstforum bør have fokus på, hvordan man undgår denne mangel.

- Det er rigtig vigtigt, at flere unge søger ind på de pågældende uddannelser, siger hun.

En vej til at sikre det kan være at gøre eleverne i folkeskolen mere interesseret, for eksempel ved at sikre, at de i et fag som natur og teknik får undervisning af lærere, der har disse emner som linjefag.

Samtidig ser man hos DI med bekymring på, at både uddannelser på Danmarks Tekniske Universitet og for eksempel maskinmesteruddannelsen begrænser antallet af unge, der bliver optaget på uddannelserne.

Undersøgelsen viser, at også faglærte tillæges en stor betydning for vækst i virksomheder. Derefter kommer de ufaglærte og så gruppen af medarbejdere med korte videregående uddannelser.

Særlige specialister som ph.d.'er og forskere tillægges ikke nogen stor betydning for væksten generelt, men de spiller til gengæld en ret stor rolle i de store virksomheder med mere end 500 ansatte.

/ritzau/

De højtuddannede med tekniske evner er de vigtigste for væksten i virksomhederne, viser DI-undersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret