Holeby slipper billigt fra MAN-fyringsrunde

Med varslingen i dag af 550 fyringer hos MAN Diesel i Frederikhavn, hvor motorproduktionen lukkes, er der krisestemning i det nordjyske - som tilfældet var i Holeby i 2005, hvor MAN svingede øksen over produktionen på Lolland.

Denne gang slipper Holeby meget billigt fra markedsafmatningen.

- Vi må maksimalt indskrænke med måske 10 stillinger. Og det har i øvrigt ikke noget at gøre med, at man nu nedlægger motorproduktionen i Frederikshavn og flytter den til Tyskland. Vores indskrænkninger en en konsekvens af den generelle afmatning på markedet, siger site-manager i Holeby, Finn Fjeldhøj, på vej tilbage til Lolland fra informationsmøder i Frederikshavn.

I Holeby beskæftiger man i øjeblikket 203 medarbejdere. Så også efter de forestående indskrænkninger vil der være et ganske højt antal ansatte i virksomheden, som altså ikke længere har nogen egentlig produktion.

- Vi er skiftet fra at være en produktionsvirksomhed til en viden-virksomhed. Og altså med held, siger Finn Fjeldhøj.

Cirka halvdelen af de 200 i Holeby beskæftiger sig med service og det såkaldte "eftermarked". De andre 100 beskæftiger sig for en stor dels vedkommende med leverancer til kraftværker men altså også salg på markedet for skibsmotorer. Det er afmatningen på det sidste område, som gør det nødvendigt med den omtglte indskrænkning på maksimalt 10 job.
 




 

MAN Diesel fyrer over 500 i Frederikshavn. I Holeby betyder markedsafmatning, at maksimalt "kun" 10 mister jobbet. Stadig næsten 200 diesel-job på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret