Restaurations- og hotelbrancheforeningen Horesta frygter ikke at miste tyske turister, efter at europaministeren i delstaten Hessen, Jörg-Uwe Hahn, har frarådet tyskere at rejse til Danmark på baggrund af den netop indførte toldkontrol.
- Det, han siger, betragter jeg som en politisk udmelding, hvor den her sag bliver brugt - eller misbrugt - i hans eget politiske øjemed.
- Han kører debatten derhen, hvor man stiller spørgsmålstegn ved Danmarks fortsatte tilknytning til EU, siger Horesta-formand Jens Zimmer Christensen.
Den tyske europaminister fra Hessen opfordrede tirsdag tyskerne til at tage på ferie i Polen og Østrig i stedet for Danmark - for at udtrykke utilfredshed med den netop indførte grænsetold.
Men spørger man brancheorganisationerne i Danmark, er det ikke et råd, man regner med, at tyskerne vil følge.
- Der er ikke noget, der tyder på, at tyskerne bliver væk. Der er tværtimod booket flere feriehuse i år end sidste år, siger viceadministrerende direktør i VisitDenmark, Lars Erik Jønsson.
Den opfattelse deler brancheorganisationen Horesta.
- Man kan jo ikke vide, hvordan folk fra Hessen vil reagere på udmeldingen. Men det er ikke vores opfattelse, at sådan en opfordring har nogen alvorlig eller længerevarende effekt, hvis der overhovedet er en effekt, siger Jens Zimmer Christensen.
Tyskerne er det folkefærd, der tegner sig for den klart største andel af turismen fra udlandet til Danmark.
I 2010 tegnede tyskerne sig for mere end 12 millioner overnatninger ud af i alt godt 42 millioner overnatninger, viser tal fra Danmarks Statistik.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker