Huawei tjener rekordmange penge trods fortsatte kvaler i USA

Huaweis finansdirektør, Meng Wanzhou, har mandag været med til at præsentere Huaweis regnskab for 2021. Foto: Str/Ritzau Scanpix

Kinesiske Huawei har i 2021 tjent 120 milliarder kroner, viser regnskab. Det til trods for faldende omsætning.

Offentliggjort Sidst opdateret

På trods af amerikanske sanktioner har den kinesiske telegigant Huawei i 2021 tjent rekordmange penge.

Det viser selskabets årsregnskab, der er præsenteret mandag.

Overskuddet er i 2021 endt på 120 milliarder kroner. Ud over at det er 76 procent højere end i 2020, er det det største overskud nogensinde.

Rekorden er kommet i hus, på trods af at Huaweis omsætning faktisk er faldet med 29 procent.

Faldet i omsætningen skyldes især, at Huawei på det amerikanske marked har haft færre indtægter. Årsagen til det er de sanktioner, som selskabet er underlagt.

- På trods af et fald i omsætningen i 2021 har vi forbedret vores evne til at lave overskud og genere pengestrømme.

- Vi er også blevet bedre i stand til at håndtere usikkerhed, siger finansdirektør i Huawei Meng Wanzhou i en skriftlig udtalelse.

Huawei er en betydelig spiller i teleindustrien og har sit eget smartphone-brand. Men selskabet har haft det svært i USA de seneste år.

Det begyndte med, at den daværende præsident Donald Trump indledte en række sanktioner, som reelt udelukkede Huawei fra det amerikanske marked og forhindrede det i at benytte teknologi fra USA.

Årsagen var en mistanke om, at Huaweis teleudstyr kunne bruges til spionage. Det har Huawei pure afvist.

For at kompensere for situationen i USA har Huawei i stedet forsøgt at styrke andre dele af den samlede forretning, skriver nyhedsbureauet AFP.

Blandt andet har man styrket sit fokus på det kinesiske marked og kastet sig ind i områder relateret til 5G-netværket, som Huawei er en leverandør af.