Humac politianmeldt for at skjule låneomkostninger ved pc-køb
Fire Humac-reklamer for et tilbud på en pc har ikke tilstrækkeligt oplyst om prisen ved at låne til købet.
Forbrugerombudsmanden politianmelder Humac, der sælger Apple-produkter, for ikke at have oplyst korrekt om omkostningerne ved at låne til købet af en computer.
Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Det er fire avisannoncer fra Humac, der har tiltrukket sig opmærksomhed fra Forbrugerombudsmanden.
I annoncerne har Humac skrevet, hvad ydelsen for købet af en pc er, hvis man låner penge til købet hos Santander Consumer Bank.
Men ifølge Forbrugerombudsmanden var de øvrige låneomkostningerne kun vist "med meget små typer nederst i annoncen." Derudover var lånevilkår og tilbud på pc'en blandet sammen.
Det er ifølge forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen en overtrædelse af markedsføringsloven.
I lovens paragraf 18 står, at reklamer for lån skal indeholde nogle bestemte oplysninger om omkostningerne ved lånet. Samtidig er der krav om, at det står "klart, kort og på en fremtrædende måde".
Det mener Christina Toftegaard Nielsen ikke, at Humacs reklamer har overholdt.
- Det koster penge at låne penge, og det skal stå helt klart for forbrugerne, straks de ser en annonce for et attraktivt produkt med et finansieringstilbud. Det er formålet med markedsføringslovens oplysningskrav, siger hun.
- Det er vigtigt for forbrugerne, at virksomhederne overholder kravet om at vise alle omkostninger ved et lån klart og fremtrædende.
- Der må ikke være risiko for, at forbrugere, som læser annoncerne, helt overser udgifterne ved at finansiere købet af en vare.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet