Husejere beskyttes bedre ved byggeri

En ny standardaftale vil fra nytår udstikke klare rammer for aftaler mellem håndværkere og forbrugere. Aftalen retter sig mod aftaler, der overstiger 3000 kroner.

Den er resultat af et samarbejde mellem Erhvervsministeriet, Dansk Byggeri, organisationen Tekniq og Forbrugerrådet og skal blandt andet sikre øget beskyttelse for forbrugerne.

- Det er et godt forbrugerinitiativ for dem, der fremover skal aftale arbejde med håndværkere, med klare retningslinjer før, under og efter byggeriet. Jeg tænker for eksempel på de vilkår, vi nu har på plads for hvad der skal ske, hvis der er mangler ved byggearbejdet. Klare retningslinjer øger trygheden for alle parter, siger økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K).

I Dansk Byggeri fremhæver man, at aftalen tilgodeser både forbrugerens og entreprenørens interesser og gør det klart hvad, der er aftalt.

Direktør i Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldahl, mener, at standardaftalen er et godt bud på, hvad der kan danne grundlag for en aftale med håndværkeren.

- Der skal ikke herske tvivl om, at Forbrugerrådet hellere havde set en egentlig forbrugerbeskyttelseslovgivning på området, og derfor ser vi også frem til, at det efter to år evalueres, om standardaftalen bliver brugt, siger Rasmus Kjeldahl.

/ritzau/

Husejere kan fra nytår undgå tvister ved byggeri med håndværkere. En ny standardaftale vil fra nytår kunne forebygge dyre uenigheder om aftaler.

Offentliggjort Sidst opdateret