Huspriserne faldt en smule ved udgangen af 2009. I gennemsnit blev husene 0,8 procent billigere i fjerde kvartal, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Faldet dækker over en stigning i priserne i hovedstadsområdet på 1,6 procent, men et fald i de øvrige dele af landet. Størst var faldet i Nordjylland, hvor priserne gik 3,3 procent tilbage.
Priserne på sommerhuse lå uændret, efter prisstigninger i hovedstaden og Syddanmark, men fald i både Midt- og Nordjylland samt på Sjælland.
Bedre så det ud for ejerlejlighederne. Her steg priserne med 0,3 procent, og dermed er priserne steget tre kvartaler i træk på dette område.
Også her var det i hovedstadsområdet, at priserne gik op, mens de lå uændret i Midtjylland og var svagt faldende i Nordjylland og på Sjælland. Derimod var der tale om et pænt prisfald på 7,3 procent i Syddanmark.
Danmarks Statistik advarer om, at den digitale tinglysning blev sat i kraft i begyndelsen af september 2009. Det præger datamaterialet for både tredje og fjerde kvartal. Der er nemlig usikkerhed om, hvor stor en andel af handler fra de to kvartaler der optræder i systemet på nuværende tidspunkt.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker