Hvede-prishop giver dyrere fødevarer nu og resten af året
Hvedepriserne tordner opad, fordi eksporten fra Rusland og Ukraine er lagt ned efter invasionen.
Krigen i Ukraine har ikke kun fået oliepriserne til at ryge i vejret på verdensmarkedet.
Også prisen på hvede - der både bruges som foder og til at producere fødevarer med - er katapulteret opad den seneste uge.
Fra at have ligget nogenlunde stabilt fra november til slutningen af februar, er den nu steget op mod 40 procent.
- Både Rusland og Ukraine er storleverandører til de globale markeder af hvede med en samlet markedsandel på mere end 30 procent.
- Det sætter sig i priserne, når de bliver udelukket fra at deltage i den globale handel, og udbuddet på den måde bliver væsentligt mindre, forklarer Martin Kristian Brauer, der er cheføkonom i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.
Oven i det faldende udbud er problemerne med overhovedet at kunne fragte hvede ud af Ukraine eller Rusland afspejlet i prisen.
Og så er der ingen, der ved, om der kan blive høstet hvede i Ukraine til sommer.
- Det afhænger af, hvor omfattende konflikten bliver, og det er der stor usikkerhed forbundet med. Det er derfor, at priserne springer op lige nu.
De stigende priser påvirker både de danske svine- og kvægproducenter og fødevarevirksomheder. Og det vil uundgåeligt føre til højere forbrugerpriser.
- Der er et kæmpe prispres, ikke mindst fordi energipriserne også er steget kraftigt. Og fordi varer som majs og soja også er steget sammen med hveden, er der ikke noget billigere alternativ.
- Derfor kan man forvente, at fødevarepriserne vil få et godt ryk opad det meste af året, vurderer cheføkonomen.
Han understreger dog, at danskerne ikke behøver være bange for fødevareknaphed.
- Vi har en høj selvforsyningsgrad på en bred vifte af produkter. Derfor vil vi stadig kunne levere varer til butikkerne. Vi kommer ikke til at se nogen mangelsituationer, siger han.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde