Hver femte bilist sms'er under kørslen

Mange danskere sms'er, mens de kører bil. En livsfarlig cocktail, pointerer Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den ene hånd på rattet, og den anden på mobiltelefonen.

Hver femte bilist ignorerer ofte loven og kører bil samtidig med, at de sms'er eller taler i håndholdt mobiltelefon. Det viser en rundspørge foretaget af YouGov Zapera for Nissan Danmark blandt 1007 danskere.

Hos Rådet for Større Færdselssikkerhed river man sig i håret over, at så mange danskere ikke har fuldt fokus på vejen og trafikken, når de kører bil.

- At skrive en sms er mange gange farligere end andet, fordi du belaster trafiksikkerheden på tre områder. Du fjerner blikket fra vejen, du har ikke begge hænder på rattet, og du skal tænke over, hvad du skriver, siger dokumentationschef Jesper Sølund.

Selv om Rådet mener, det er vigtigt at informere danskerne om faren ved at køre bil og skrive bekeder samtidig, afventer de en rapport om problematikken fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

- Vi vil ikke gå i gang med at lave kampagner, før vi har læst rapporten fra DTU. Den kan gøre os bedre i stand til at give danskerne en kvalificeret tilbagemelding om, hvor farligt det er at sende sms'er, mens man kører, siger Jesper Sølund

Undersøgelsen viser også, at der i mere end hver fjerde bil på de danske veje sidder en chauffør, som ifølge egen mening sagtens kunne køre bedre og være mere opmærksom i trafikken.

At så mange erkender egne mangler som bilist, glæder Jesper Sølund fra Rådet for Større Færdselssikkerhed.

- Der er mange trafikanter, vi gerne vil ændre adfærd hos, og det er noget nemmere, hvis folk selv er klar over, at det ikke er helt godt, siger han.

Når danskerne skal vurdere, hvad der er det største sikkerhedsmæssige problem i trafikken i Danmark i dag, peger tre ud af fem på harsarderet kørsel og for lidt hensyntagen til medtrafikkanterne.

/ritzau/