Hver fjerde bank lukkede på tre år

Siden starten af 2007 er hver fjerde bank i Danmark lukket. Antallet af banker er dermed skrumpet fra 159 i 2007 til nu 122, fremgår det af Berlingske Tidende torsdag.

Der er tale om et fald på 23 procent, og udviklingen ventes ikke at stoppe.

- Faldet i antallet af banker vil fortsætte, siger Jan Kondrup.

Han er administrerende direktør i Lokale Pengeinstitutter, der er brancheorganisation for små og mellemstore banker.

Bankeksperten Per H. Hansen, Copenhagen Business School, er enig i denne vurdering.

- Der er fortsat relativt mange banker per indbygger sammenlignet med de fleste andre lande, siger han.

Hvis det danske samfund løber ind i en ny økonomisk nedtur, forudser Per H. Hansen, at fusioner kommer til at stå øverst på mange bankbestyrelsers "to-do-liste".

Et problem for de små banker er ifølge Per H. Hansen, at de med meget få ansatte har forholdsvis høje udgifter til blandt andet afrapportering til myndigheder og håndtering af nye regler.

Fra bankernes side afviser Jan Kondrup dog, at det skulle være et problem.

- Vi har netop været gennem en periode med nye regnskabsregler, nye Mifid-regler, nye regler på investeringsområdet og nye regler for bestyrelserne. Det der ligger fremadrettet skræmmer ikke nogen, siger Jan Kondrup til avisen.

Af de 37 banker, der er forsvundet siden 2007, er seks gået ned og havnet i statens selskab Finansiel Stabilitet. De øvrige er fusioneret i god ro og orden.

/ritzau/

En ud af fire banker er forsvundet siden 2007 - finanskrisen har presset konsolidering igennem i banksektoren.

Offentliggjort Sidst opdateret