Hver nyfødt giver underskud på 900.000 kr.

Hver eneste nyfødt dansker er en underskudsforretning. Det viser nye beregninger, som den uafhængige analyseinstitution DREAM-Gruppen under Finansministeriet har foretaget for den liberale tænketank Cepos.

Ved at indregne de stigende omkostninger til sundhedsudgifterne, som vokser mere end bruttonationalproduktet (BNP), vil hver eneste nyfødt over et helt livsforløb koste 900.000 kroner mere end vedkommende betaler i skatter og afgifter. Med andre ord hænger udgifter og indtægter ikke sammen i Velfærdsdanmark.

Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos siger, at jo før, politikerne får taget sig sammen til at gennemføre reformer, jo bedre er det.

- Sker der ikke noget, vil den offentlige gæld løbe løbsk, og dansk økonomi har kurs mod afgrunden. Men jo før, der bliver gennemført reformer, des mindre ondt vil det gøre på danskerne. Ved at lade bolden ligge, vil politikerne blive tvunget til meget hårde besparelser ud i fremtiden, som vil gøre rigtig ondt på deres vælgere, siger Mads Lundby Hansen.

Vi har altså ikke råd til kursen på den velfærdsmodel, som politikerne har lagt. Derfor skal de sørge for, at staten får flere indtægter og færre udgifter: 200.000 flere danskere skal i beskæftigelse, så staten kan få skatteindtægter. Det kan bl.a. ske ved en udfasning af efterlønnen, en forhøjelse af pensionsalderen til 67 år, forkortelse af dagpengeperioden fra fire til et år og 15.000 færre offentligt ansatte.

Cheføkonomen er "overbevist" om, at politikerne på Christiansborg godt er klar over problemet med, at der ikke er finanspolitisk holdbarhed på sigt.

/ritzau/

Den danske velfærdsstat har kurs mod den økonomiske afgrund, hvis politikerne ikke tager sig sammen til at gennemføre reformer, mener Cepos.

Offentliggjort Sidst opdateret