Hver tredje på Sydhavsøerne har stort kontantbeløb klar i banken
Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Lokale banker har millioner af kroner på konti stort set uden kunderne får rente
Næsten hver tredje borger her i landsdelen har ifølge tal fra Danske Bank mere end 50.000 kroner stående på en konto i deres bank - stort set uden at få renter af de ganske store beløb overhovedet.
Som omtalt i Folketidende mandag viser ny statistik, at den økonomiske ulighed mellem de rigeste og fattigste i landsdelen vokser. Men også i de såkaldte mellemindkomster er det gået fremad økonomisk de senere år - og denne gruppe er i høj grad også med til at polstre bankernes indlån.
Alene i 2018 kom der 40 milliarder kroner mere ind på almindelige indlånskonti.
- Her i landsdelen ligger vi en anelse under landsgennemsnittet. Men vi kan sagtens mærke, at flere har fået flere penge mellem hænderne. Og en stor gruppe har altså de ekstra penge stående på lønkontoen, konstaterer Jan Frederik Pedersen, filialdirektør Danske Bank Nykøbing.
- Selvfølgelig er det fornuftigt at have noget at stå imod med til uforudsete udgifter. Men har man 50.000 kroner eller mere stående, vil det være en fordel at overveje at investere. I øjeblikket er renterne så lave, at penge på en almindelig konto reelt bliver mindre værd med tiden, fordi priserne stiger, tilføjer han.
Han understreger til gengæld også, at det er vigtigt, at den enkelte gør sig klart, hvornår man venter at skulle bruge af sin opsparing, før man investerer.
- En tidshorisont på tre år er nok minimum. Markederne går som bekendt op og ned. Og så skal man selvfølgelig også finde en investeringsform, der passer til ens risikovilje Man kan for eksempel vælge en obligationsfond, hvor risikoen er forholdsvis lav, men hvor man alligevel har gode muligheder for at opnå et større afkast end på bankkontoen, siger Jan Frederik Pedersen.
Han peger også på den nye Aktiesparekonto, der blev lanceret ved årsskiftet netop for at få danskerne til at investere mere. Her er det muligt at købe aktier for op til 50.000 kroner - med en skatteprocent på 17 procent mod de normale 27-42 procent afhængigt af gevinstens størrelse.
- Aktiesparekontoen er en oplagt mulighed for mange, der har penge til overs. Pengene bliver ikke bundet som på en pensionsopsparing, så man kan tage dem ud når som helst. Som navnet antyder, er det kun muligt at investere i aktier, siger Jan Frederik Pedersen.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker