Hvert femte sommerhus lejes ud - og lige nu er der mange ledige

Flere vil gerne udleje sommerhuset. Det skyldes blandt andet ændrede skatteregler. Men der er også kommet mange nye ejere, som gerne vil have indtægten. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sommerhusejere har fået mere mod på at leje ud og tjene lidt ekstra. Ændrede skatteregler øger lysten. Indtil tyskerne kommer sidst i juli, er der ledige huse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danske sommerhusejere har fået så meget smag for at tjene penge på at lade andre bruge deres sommerhuse, at det nu er omkring hvert femte sommerhus, der lejes ud.

Det viser en ny undersøgelse fra VisitDenmark. Den er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt godt 7000 sommerhusejere.

Ifølge undersøgelsen bliver næsten ni ud af ti udlejningshuse lejet ud gennem bureauer.

De havde for nogle år siden svært ved at skaffe huse nok, fordi mange ikke ønskede at leje ud.

Den tendens har ændret sig, siger Pia Loft, direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.

Det skyldes blandt andet ændrede skatteregler, hvor der ikke skal betales skat af de første 44.500 indtjeningskroner. Samtidig er der et skattefrit fradrag på 40 procent på den indtægt, der overstiger det beløb.

- De regler betyder, at der er mange flere, der kan se, at der er økonomi i at leje ud, siger Pia Loft.

Omkring 40 procent af sommerhusene i Sydjylland, Vestjylland og på Bornholm bliver udlejet. I andre områder er det færre. Her ses sommerhuse i Vejers Strand i Vestjylland. (Arkivfoto). Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Dertil kommer, at der de seneste to-tre år er kommet mange nye sommerhusejere med stor udlejningslyst.

Alene fra 2022 til 2023 har brancheforeningens medlemmer fået 2000 flere sommerhuse til udlejning.

- Under corona købte mange sommerhus. Men så kom inflationen og de stigende energipriser. Det betyder, at flere blev presset på privatøkonomien og derfor gerne vil have den ekstra indtægt, siger Pia Loft.

Hos udlejningsbureauet Sol og Strand kan man godt genkende billedet af den øgede lyst til at leje ud.

I 2022 kom 98 nye feriehuse til bureauet. Fortsætter tendensen fra første del af 2023, vil der være 351 huse mere at vælge imellem i 2023 i forhold til udgangen af 2022, oplyser bureauet.

Husene bliver især lejet ud til tyske turister. I år tegner de sig generelt for 66 procent af lejerne på markedet.

Ifølge Mads Schreiner, der er VisitDenmarks markedschef i Tyskland, kan det dog mærkes, at tysk økonomi er i bakgear. Det er blevet sværere at leje de dyre sommerhuse ud.

- Men rejselysten er fortsat stor, og Danmark ligger pænt i top-10. Men vi er i konkurrence med Italien, Spanien og Frankrig, siger Mads Schreiner.

Mens det tidligere år har været svært at finde et ledigt sommerhus i skolernes ferie, så tegner det sig anderledes i år.

Ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening er der ledige uger i juli.

- I år er der er en forskydning mellem tyskernes og danskernes ferie, så det er først i slutningen af juli og begyndelsen af august, at der kommer et pres, siger direktør Pia Loft.

Hos Sol og Strand er der en del feriehuse, der står tomme, blandt andet på grund af tyskernes senere ferie. Derfor har bureauet valgt at sætte priserne ned med op til 40 procent i juli.

Også hos Feriepartner Danmark er der blevet flere huse at vælge imellem. Ud af de i alt 8000 huse til udlejning er 400 nye kommet til i år.

- Mange købte under corona med en forestilling om, at de aldrig kom ud at rejse. Nu står verden igen åben, og så er huset lige pludselig disponibelt, siger direktør Flemming Toft.

I kombination med tyskernes senere ferie betyder det flere feriehuse.

- Da det næsten kun er danskere, der efterspørger husene lige nu, så er det muligt at finde gode feriehuse i uger, hvor alt normalt er booket, tilføjer han.

Det benyttede mange sig af, da solen skinnede i juni. De seneste ugers mere traditionelle sommervejr har fået interessen til at dale.

- Danske gæster er meget vejrsensitive. Hvis det er 23-24 grader og høj sol, så er der fuld gang i bookingen. Når det slår om til noget mere ustabilt, så rejser folk sydpå.

Omkring 40 procent af sommerhusejere i Sydjylland, Vestjylland og på Bornholm udlejer.

I Nordsjælland er det ti procent, og i Østsjælland, Vest- og Sydsjælland 13 procent.

/ritzau/

Der er 190.000 feriehuse ejet af private i Danmark

* I 2022 var der 191.149 privatejede feriehuse i Danmark.

* 21 procent blev udlejet i en kortere eller længere periode.

* Visse steder i Jylland og på Bornholm udlejes næsten halvdelen af feriehusene, mens der mange steder på Sjælland kun
bliver udlejet ti procent af feriehusene.

* Dataindsamlingen er gennemført online i perioden 17. februar til 15. marts 2023.

* Undersøgelsen er sendt til 18.663 feriehusejere. 7303 har besvaret skemaet.

* Sidst undersøgelsen blev gennemført, var i 2014.

Kilde: VisitDenmark.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu